Brunner, Fynsk focaccia eller Brunsviger: kær kage med mange navne og en helt særlig plads i hjertet hos alle fynboer.
Én gang om året fejres og hædres ”brunneren”, og i år løber Brunsvigerens Dag af stablen d. 12. oktober. Det er en dag, hvor der bliver spist brunsviger på hele Fyn, og der er flere lokale aktører, blandt andet Storms Pakhus og Odense Teater, der har udnyttet muligheden for at samle en masse odenseanere og dele ud af den lækre kage.
I den anledning har Connoisseurens Rute inviteret otwn forbi, og vi har væltet os i snask, sukker, smør og kalorier: Vi har smagt brunsvigerstykker fra 12 bagere i Odense, og har fundet vores favorit, som vi lister herunder.
Uanset smagspræferencer, håber vi testen kan hjælpe dig, med at målrette dine kalorier til den store dag.
⭐⭐⭐⭐⭐
Rise’s Brød (21,-)
Vores favorit. Denne skiller sig ud fra mængden med en stor mængde fedmefyldt og cremet snask på en blød og (næsten) lige så fedtet bund.
⭐⭐⭐⭐
Pistoria (19,-)
Et gedigent, klassisk stykke! Luftig, svampet bund og cremet remonce med en dyb smag af brun farin.
⭐⭐⭐⭐
Wendorff (20,-)
Et bastant og smørsmagende stykke med let knasende og nærmest karamelliseret remonce på en tyk og tæt bund.
⭐⭐⭐⭐
Fru Lund Bageri (19,-)
Fedtet, snasket, let knasende og god smag af brun farin! Bunden er lidt tæt, dog uden at være tør.
⭐⭐⭐⭐
Wienerbageriet Døckerslund (18,-)
Et stort og velproportioneret stykke med luftig og blød gærdejsbund, og let knasende remonce med mild sukkersmag.
⭐⭐⭐⭐
Kornbageren (17,-)
Meget snask med let knas og en god smag af brun farin. Bunden er velsmagende og lidt tæt.
⭐⭐⭐
Tanken’s Bageri Stige (15,-)
Let knasende og cremet remonce med kortvarig eftersmag på en luftig og svampet bund.
⭐⭐⭐
Baker Boys (16,-)
Et meget velsmagende stykke med lækker konsistens på både snask og bund! Kagecremen dominerer smagen, der efter vores mening afviger for meget fra den klassiske.
⭐⭐
Folkebo’s Bageri (16,-)
En forsvindende tynd og kompakt bund med meget knasende remonce, der efterlader en olieret eftersmag.
⭐⭐
Lagkagehuset (22,95,-)
Testens dyreste stykke der med sin let tørre bund og gennemtrængende smag af kanel sender tankerne for langt væk fra den klassiske brunner.
⭐⭐
Torvebageren (17,-)
En tør og lidt kompakt bund med meget knasende remonce, der fremstår anonym i smagen.
⭐⭐
Stjernebageriet (14,-)
Bunden er blød og remoncen let knasende, cremet og med en nærmest olieret konsistens. Eftersmagen fremstår let syntetisk.