Der er ingen tvivl om, at teknologi er en stor spiller i de fleste brancher efterhånden, og der er masser af muligheder for at udnytte de forskellige teknologier til sin egen fordel. På SDU uddanner de hvert år flere studerende, der ved siden af deres studie starter virksomheder. Flere af dem har begået sig med sensorteknologi, og én af virksomhederne er LiveEquipe.
Helt fundamentalt, går virksomheden ud på at udvikle og sælge en sensorteknologi, der præcist kan fortælle ryttere, hvordan de sidder på hesten. Et princip, der blandt andet er anvendeligt for såvel amatør- som hobbyryttere.
Sensorerne er placeret ovenpå sadlen, og kan live fortælle hvordan man sidder. På nuværende tidspunkt kræver det enten en træner eller et spejl selv at holde øje med, hvordan man sidder. Men her kan LiveEquipes sensorer i realtid fortælle, om man sidder rigtigt og om man derved får det optimale ud af sin ridning. På det professionelle plan kan det betyde forskellen på om, man vinder medaljer eller ej, hvis ikke man sidder korrekt på hesten.
- Der er ikke noget, der slår den oplevelse, når man sidder helt rigtigt på hesten og alt bare går som smurt. Det er faktisk helt fundamentalt for en god rytter at sidde ordentligt på sin hest, så hverken rytter eller hest udvikler smerter og skader på sigt. Sidder man korrekt, kan man komme i en form for flow med hesten, hvor alting fungerer, fortæller medstifter Sidsel Hardt til otwn.
Det er Sidsel Hardt og Caroline Gjerlund Christiansen, der sammen har startet virksomheden. De to unge kvinder har mødt hinanden på studiet Civil-, Sundheds- og Velfærdsteknologi, og har sammen skrevet speciale med fokus på det, de har startet virksomheden omkring.
Fra 1. september har de modtaget Innofounder-legatet, som gør at de kan arbejde fuldtid på projektet i et år. Det betyder at de for alvor kan gå all-in på at få færdigudviklet deres første produkt og begynde at sælge og se ind i en fremtid for virksomheden.
- Vi glæder os til at kunne fortsætte med at teste produktet og gøre det så godt som muligt, og så håber vi på at kunne lancere produktet til Hest og Rytter i Herning i 2025 til hobbyryttere. Det bliver presset, men vi håber på at have nok research og testning af produktet til den tid, hvor også teknologien formentlig har udviklet sig en del i vores favør, så det kommer til at fungere helt optimalt, siger Caroline Christiansen.
Caroline og Sidsel ridder begge i deres fritid og går meget op i, at deres produkt bliver så godt som muligt, inden de begynder at sælge et færdigt produkt. De kender nemlig markedet indgående og ved, hvem der på den anden side skal købe produktet.
Men ud over at være kræsne over for produkter, så er det også et købestærkt segment, de regner med at skulle ud til. Folk elsker deres heste og vil dem det bedste. Derfor skal det være et godt produkt, der giver noget i den anden ende, hvis de skal ende med at købe det.
- De fleste ryttere vil deres hest det bedste. Og hvis det her kan hjælpe dem imod at hesten har det godt, mens den bliver reddet og på den måde undgår skader, så er jeg også sikker på, at de fleste kan se idéen med produktet og gerne vil investere i det, siger Caroline Christiansen.
- Produktet betyder meget for os personligt, fordi det også vil gøre en forskel for personer for os, der ridder i fritiden. Jeg kan have nok så mange forestillinger om, hvordan jeg sidder bedst på hesten, men der kan vores produkt bare gå ind og sige det helt specifikt, fortæller Sidsel Hardt.
Frem mod målet om en produktlancering i 2025, venter der masser af hårdt arbejde, fordi der hele tiden kommer nye justeringer i teknologien. Samtidig skal der samles op på al den data, produktet indsamler, som samtidig er med til at forbedre fremtidige versioner af sensoren og softwaren i den app, som viser resultaterne.
Julius studere på UCL og er på nuværende tidspunkt i gang med et praktikforløb hos Tokerød +, hvor han sidder som UX-designer og laver flotte mock ups. I hans fritid bruger han blandt andet sin tid på at tegne skæve illustrationer