I disse dage er der igen bevægelse nede i et lokale ved det nye H.C. Andersens Hus, som ellers har ligget tomt i omkring et halvt år. Det er kok Malte Dalby Christensen og særligt hans 19-årige kokkeelev Andreas, der har tempo på dernede. For den 7. februar åbnede en ny café. Eller… de genåbnede en gammel café men med nyt interiør, nyt menukort og nye ambitioner.
Malte Dalby er tidligere elitehåndboldspiller og senere udlært kok fra den lokale Restaurant Pasfall og har efterfølgende arbejdet på Restaurant HOS, Smag og Smil i Odense Kongrescenter samt kantinen hos Miljøstyrelsen. Og nu har han i en alder af blot 26 år fået muligheden for at udleve en af sine største drømme, nemlig at åbne sin eget café.
Stedet er det ellers velkendte Café Deilig, fra H.C. Andersens Hus, der på det seneste har stået tomt, og Malte er nu klar på at gøre stedet til sit eget.
- Med den baggrund jeg har, og den type person jeg er, synes jeg, at jeg har nogle rigtig gode forudsætninger for at skabe en café, som folk synes om. Jeg er energisk og nørdet, hvilket er to ret gode egenskaber, når man skal lave mad og starte en café. Det betyder blandt andet, at jeg virkelig går op i at få lavet noget godt, og jeg synes allerede, at vi er nået rigtig langt, siger Malte Dalby Christensen til otwn.
Malte vil gerne gøre caféen tilgængelig for alle. Det er vigtigt for ham, at folk ved, at caféen ikke kun er til museets gæster. Man kan komme og arbejde på sin computer, da der er gratis wifi, man kan stoppe op på sin gåtur gennem gaden og få en kop sort kaffe og en bolle med ost til en overkommelig pris og så kan man komme forbi og få en overdådig frokost med lækre smørrebrød.
Vil gerne selv mere ud i byen
Malte Dalby er tilflytter fra Kolding og har fundet sig godt til rette i byen, hvor han har købt lejlighed med sin kæreste. Han har dog aldrig været den store forbruger, hvilket gør, at han ikke selv har bevæget sig meget rundt i byen. Men det skal ændre sig nu.
- Jeg går lidt og drømmer om med tiden at være mere restauratør end jeg skal være kok. Det er fedt at lave med, men det med at eje sit eget sted og måske endda udvide til flere steder tiltaler mig meget. Og så kan jeg jo altid være med til at lave mad de forskellige steder, hvis jeg savner det alt for meget, siger Malte Dalby.
Derfor vil han også gerne ud og opleve byens forskellige restauranter mere, opleve hvordan de er, hvordan servicen er og hvad der gør dem unikke, og hvordan han også skiller sig ud med sit eget menukort.
- Vores menukort er på ingen måde fast. Lige nu er der ikke det bredeste udvalg, til gengæld er kvaliteten i top. Vi arbejder på at udvide det en smule, særligt når det kommer til drikkevarerne, men vi har heller ikke haft alverdens tid til at starte op. Vi har været ambitiøse, og vi er nået ekstremt langt, hvilket jeg synes kendetegner mig ret godt, og jeg er sikker på, at alt står snorlige til åbningsdagen, lyder det fra caféejeren til otwn.dk.
Han har blandt andet arbejdet hårdt på at underspille omgivelserne en smule. For selvom det er fedt at være i en prisvindende bygning og område, så er hans café stadig for alle. Der er ikke alt for fin service og dyre priser med hummer, kaviar og champagne, selvom området og de fysiske rammer måske siger noget andet.
Derudover vil han tage socialt ansvar, hvilket betyder at han blandt andet allerede har en kokkeelev ansat, om et par uger starter en på flexjob og med tiden ser han gerne flere elever, praktikanter og folk fra flexjob få muligheden for at udvikle og uddanne sig i Café Deilig.
I symbiose med H.C. Andersens Hus
Det kunne for nogle kokke lyde som deres værste mareridt at skulle starte en café op, som nogle andre forpagtede og havde holdninger til. Men Malte Dalby Christensen har valgt at omfavne samarbejdet med H.C. Andersens Hus. De har nemlig også være meget åbne for at hjælpe med at hvad de har kunnet, blandt andet grafisk design til plakater, menukort, hjemmeside og meget mere.
- Jeg kan ikke rose dem nok. De har så mange servicemindede medarbejdere, der har været så søde over for mig siden den allerførste dag. Jeg ville stå i mange ubekvemte situationer uden deres hjælp. Det har været guld værd at have dem ved min side, siger Malte Dalby og fortsætter:
- At museet ligger lige ved siden af, kommer jo forhåbentlig også til at skabe et dynamisk flow mellem, at deres gæster bliver mine på et tidspunkt og omvendt. Så hvor mange andre er afhængige af bylivet, er jeg ret godt sikret hernede, da museet har omkring 200.000 gæster om året. Så hvor de kan skabe et solidt fundament for forretningen, håber jeg at resten af byens borgere kommer og sørger for det resterende.
Samarbejdet med H.C. Andersens Hus gør også, at Café Deiligs åbningstider kommer til at følge museets, men Malte åbner allerede op for, at der bliver arbejdet på at kunne invitere til brunch og særskilte aftenarrangementer i fremtiden.
Billederne nedenfor er taget af Lærke Beck Johansen fra H.C. Andersens Hus