Jeg havde fornøjelsen af at opleve Dynamos nycirkus forestilling ”Tutti Frutti”, opført af kompagniet Los Putos Makinas, og sjældent har jeg siddet så målløs tilbage. Oplevelsen var intet mindre end rendyrket galskab, men ikke desto mindre utroligt underholdende.
Forestillingen handler om den allestedsværende og omnipotente gud Tutti Frutti, der ved første øjekast forekommer at være en ananas. Fordi… ja, det er en ananas.
Artisterne fra Los Putos Makinas tilbeder den almægtige Tutti Frutti på alle tænkelige måder, og det er her, at vanviddet virkelig tager fart.
”Tutti Frutti” er en kaotisk, underholdende og energisk forestilling, hvis høje tempo til tider fører til tab af rekvisitter, tekniske udfordringer og en lidt kluntet koreografi. Det er heldigvis let at tilgive, da artisterne altid formår at vende situationen til en humoristisk affære. Faktisk så godt, at det ofte er svært at afgøre, om disse fejl er utilsigtede eller en del af forestillingen.
En særlig cadeau skal lyde til kompagniets nytilkomne tekniker, som sprang til, da deres egen tekniker ikke kunne være til stede. Selvom der var nogle lyd- og lys cues der glippede, formåede han alligevel at følge med det hæsblæsende tempo, hvilket utvivlsomt ikke har været nemt.
Men selvom teknikken til tider svigtede, var det svært ikke at lade sig gribe af stemningen og holde af de vanvittigt karikerede hovedpersoner i stykket. Forestillingen formår at skabe en unik atmosfære, hvor selv fejlene bliver en del af charmen og det uforudsigelige ved oplevelsen.
Selvom ”Tutti Frutti” er hektisk og absurd, indeholder forestillingen en betydelig mængde af underholdende satire.
Forestillingen illustrerer et samfundskritisk perspektiv på magt og dominans samt en skarp latterliggørelse af bureaukratiets magtstrukturer. Dette bliver især tydeligt når karakteren Bobby skal bevise sit ”værd” under en champagne-middag hos, hvad der ligner et gentlemens selskab fra det 18. århundrede. Bobby behandles som en hofnar af resten af selskabet og bliver konstant beordret til at springe rundt som en anden cirkushest og balancere forskellige genstande på sit hoved. Herunder en bold, en guitar og endda en motorsav.
”Keep the ball on your head, Bobby!”
Det satiriske element er klart et af de stærkeste elementer i ”Tutti Frutti”. Gennem fuldstændigt absurde situationer og overdrevne karakterer demonstrerer Los Putos Makinas, hvor meningsløs samfundets magtstrukturer kan være. Det er en fornøjelse at overvære deres underholdende og tankevækkende spektakel.
”Tutti Frutti” er en forestilling, der simpelthen skal opleves med egne øjne. Forestillingen formår at underholde og samtidig levere en kritisk kommentar til samfundet samt udfordrer teologiens grundsten. Kan gud være transcendent og allestedsværende, men også, være en ananas?
Tutti Frutti er skabt af fransk/spanske Los Putos Makinos, og kan opleves igen fredag 16/6 kl. 15 og lørdag 17/6 kl. 13.30 på DYNAMO Circus Festival (kræver billet).
Julius studere på UCL og er på nuværende tidspunkt i gang med et praktikforløb hos Tokerød +, hvor han sidder som UX-designer og laver flotte mock ups. I hans fritid bruger han blandt andet sin tid på at tegne skæve illustrationer