Bevæger du dig rundt i byen en weekendmorgen, dagen efter at resten af Odense har været i byen, så kan du opleve mange forskellige ting som fedtede fortove, skrald og meget andet på gaden. Men hvis du lægger mærke til det, så er det aldrig tilfældet i Brandts Klædefabrik.
57-årige Richard Jessen er uddannet ejendomsserviceteknikker og har lavet meget forskelligt inden for håndværkerbranchen igennem tiden. Nu arbejder han som vicevært for KTD Ejendomsselskab, som ejer størstedelen af bygningerne i Brandts Klædefabrik i Odense.
Det betyder, at alle hverdage møder Richard ind på sit kontor og tænder for kaffemaskinen kl. 5:00, for derefter at begynde på sine faste opgaver, og sørge for, at alle andre får en god oplevelse, når de besøger området.
- Da jeg selv blev oplært til jobbet for fire års tid siden, lavede jeg en liste med alle mine opgaver, men nu er det hele bare rutine. Noget glipper selvfølgelig en gang i mellem, når der sker mange ting, men det har indtil videre kun kostet en enkelt bøde fra brandvæsenet, fortæller Richard Jessen til otwn med et smil og fortsætter:
- Jeg skal hver uge tjekke op på, at brandsystemerne i området virker, hvis der skulle ske noget. Ved den opgave, er det ret vigtigt, at man lige melder sin test til beredskabet, så de ikke skal til at rykke ud. Jeg har heldigvis kun glemt det én gang, hvor jeg kom i tanke om det for sent, men så er det også en god reminder på ikke at gøre det igen, griner han.
Udover at teste brandsystemerne, så har Richard en fast runde hver morgen, hvor han kører rundt på en fejemaskine og samler alverdens skrald og til tider efterladenskaber op fra aftenen og nattens aktiviteter i området. En opgave han går meget op i, for det er fedt for ham at sørge for, at alt spiller, når byens borgere begynder at bevæge sig ned i området.
Da otwn er med Richard på job tidligt fredag morgen, er der heldigvis ingen ekskrementer på turen, men dog stadig lidt opkast i et par hjørner, der tyder på, at nogen har fået lidt for meget at drikke aftenen inden. Det er dog ikke noget, han ikke har set før, så der bliver skyllet og skrubbet, til der ikke er mere tilbage.
- Mine ture varer som regel lige lang tid, men her i sommermånederne, hvor der også er så mange festivaler og aktiviteter for nye studerende inde i centrum, så er der ekstra arbejde, siger viceværten.
Derudover var Richard mødt endnu tidligere ind den fredag, fordi der var problemer med en brønd, så en hel parkeringskælder stod under vand.
- Mange ting kører på rutine nu, men der er også ekstraordinære opgaver, som eksempelvis en oversvømmet kælder. Så må jeg gå og suge det op med maskinen, og det tager altså lang tid, forklarer han.
Ud over at renholde området så det fremstår rent og hyggeligt til kunderne og de besøgende, så styrer Richard også den store underjordiske affaldssortering for Brandts Klædefabrik. Desuden har han mange andre ad hoc-opgaver og har naturligvis også en del af ansvaret for at hjælpe lejerne i området, når de har brug for en vicevært.
- Jeg har heldigvis verdens bedste chef. Han er den bedste chef, jeg har haft gennem hele mit arbejdsliv. Han har selv stået, hvor jeg er nu, så han forstår arbejdet og de udfordringer, der til tider hører til. Det er en stor fordel, for han ved at ting tager tid.
Noget af det bedste ved jobbet er for Richard, at det foregår så tidligt. På den måde kan han gå og være sig selv og få styr på området, inden bylivet begynder at summe omkring kl. 10. Derudover er der meget diversitet i opgaverne, som han fordeler ud over ugen, hvilket han også ser som noget positivt.
- Vi er et hold som hjælper hinanden på tværs af opgaver. Vi mødes hver mandag og koordinerer, hvad der sker den følgende uge, og så har vi ligesom et godt overblik over, hvornår det forventes at tage længere tid end normalt ved at skulle gøre rent de forskellige steder, siger Richard Jessen.
Men når Richard så er færdig med alle sine opgaver, så kan han tage hjem og nyde resten af dagen sammen med sin kone Lisbeth, som han mødte i København, hvor han oprindeligt kommer fra. Efter at have pendlet i noget tid for at se hinanden, valgte Richard at rykke teltpælene op og bosætte sig i Odense hos Lisbeth.
- Jeg nyder at have alsidige interesser, når jeg er hjemme. Jeg går til fodbold, som jeg har spillet hele mit liv, og så har jeg selv bygget det hus, vi har i vores kolonihave. Det har jeg virkelig hygget mig med, og personligt synes jeg, det er blevet virkelig godt. Så der kan jeg hygge mig med familien, som jeg også sætter meget pris på at have god tid med, forklarer Richard.
I bygningen er der hems, toilet, varmt vand, brændeovn og i haven har han installeret et udekøkken og bygget et shelter med glas på taget, så man kan se på stjerner om aftenen. Se 3 billeder fra huset herunder.