Stykket ’Phobetor’ er lavet og fremført af artisterne Elise Bjerkelund Reine og Adalberto Fernandez Torres. Forestillingen er inspireret af David Lynch og sort-hvid film, og det er man som publikum slet ikke i tvivl om. For selvom alting virker normalt, så er ubehaget hele tiden til stede.
Særligt scenen, hvor Adalberto Fernandes Torres lukkes inde i en plastikpose, får ubehaget frem i mig. Mens han kæmper for at få luft, får jeg klamme håndflader. Først da han bryder ud af plastikposen, som kan være livmoderen, kan jegrigtig trække vejret igen.
Samme følelse sidder man med, da Elise Bjerkelund Reine kommer ud på scenen i en uskyldig, hvid blondekjole. Centimeter bag hende følger Adalberto Fernandes Torres, der er klædt i sort heldragt og hvid blondekjole. Deres bevægelser er identiske, som var det hendes skygge. Selvom det er smukt, er det også uhyggeligt.
Navnet på forestillingen trækker tråde tilbage til romersk mytologi. ’Phobetor’ er nemlig søn af guden Søvn. Han hersker over drømme og skaber de mareridt, som vi mennesker vrider os over om natten. Med den viden giver forestillingen en smule mere mening for mig. Forestillingen er opbygget som et absurd mareridt, der flere gange skifter retning. Det går fra sensuel dans, til udfoldelse af dyreriget, en brudekjole og en voldsom fødsel. Som publikum ved jeg ikke hvad der kommer som det næste, og det i sig kan give lidt klamme håndflader.
Særligt lyddesignet af Lasse Munk bør fremhæves. Det er så legende og omklamrende, at ubehaget flyder fra scenen ud til publikum. Ligesom handlingen skifter musikken hele tiden retning. Som publikum ved man ikke, hvad der kommer. I forestillingens åbning hænger Elise Bjerkelund Reine yndefuldt i en trapez viklet ind i cellofan. Til lyden af et tikkende ur bliver hendes bevægelser langsomt større og mere voldsomme. Det hele kulminerer, da manden træder ind på scenen, og hun rammer gulvet. Hun bliver samlet op, klædt på og sættes ved et cafébord. Lyden af det tikkende ur bliver erstattet af musik fra 1920’erne, og sådan fortsætter det stykket igennem. Der sker store spring i tid og sted, og i det fungerer lyddesignet rigtig godt.
Efter at have set forestillingen ’Phobetor’ på DYNAMO sidder jeg tilbage med følelsen af at være suget ind i surrealistiske drømme. Stykket er ladet med symbolik og skifter hele tiden retning.
LÆS OGSÅ: DYNAMO og otwn går sammen: Vil genstarte kulturjournalistikken
Som publikum følte jeg dog flere gange, at jeg blev ladt lidt udenfor artisternes univers. På nogle tidspunkt blev det en smule for intenst til mig. Næsten så jeg kunne bruge et øjeblik til at samle mig, og være klar til at komme fuldkomment med ind i næste absurde mareridt. Heldigvis kunne lyddesignet til forestillingen pege mig i den rigtige retning og gav mig samtidigt fornemmelsen af det ubehagelige.
Julius studere på UCL og er på nuværende tidspunkt i gang med et praktikforløb hos Tokerød +, hvor han sidder som UX-designer og laver flotte mock ups. I hans fritid bruger han blandt andet sin tid på at tegne skæve illustrationer