Phobetor er en fascinerende og forførende forestilling, der udforsker drømmenes betydning i et David Lynch inspireret univers.
Phobetor er en fængslende teaterforestilling, der i et David Lynch-inspireret univers inviterer publikum med på en surrealistisk rejse gennem mareridt og drømme. Trods en kriblende følelse af frygt og forvirring formår Phobetor at forføre publikum fra start til slut. Forestillingen forener frygt og fascination på en måde, der får publikum til at spørge sig selv: Hvad betyder vores drømme egentlig, og hvorfor påvirker de os så dybt?
Talent og præcision
Bag teaterforestillingen Phobetor står to utroligt talentfulde cirkusartister, Elise Bjerkelund Reine og Adalberto Fernandez Torres.
Med disciplinen contortion, også kendt som "slangemenneske", og brugen af kun få rekvisitter, formidler de to kunstnere forestillingens temaer og fortælling udelukkende ved hjælp af deres kroppe.
Med en imponerende præcision kan artisterne veksle mellem forførende sensualitet og skræmmende hysteri på bare splitsekunder. De går med lethed fra at simulere en grotesk seksuel ophidselse til ækle illusioner af skræmmende væsner. Væsner, der enten illustrerer forhistoriens dyriske levn eller den postapokalyptiske invasion af aliens.
Artisternes færdigheder og evner på scenen understøttes af et velkomponeret lyddesign af Anders Bo, som spiller en lige så vigtig rolle i fortællingens fremdrift som selve artisterne.
Et mytologisk væsen
Forestillingens navn, Phobetor, refererer til en figur i græsk mytologi, der var søn af Hypnos (guden for søvn) og bror til Morpheus (guden for drømme). Phobetor var selv guden for mareridt og kendt for at fremkalde frygtelige og skræmmende drømme hos mennesker. Det er herfra, at forestillingen tydeligt drager sin inspiration.
Forestillingen udforsker og præsenterer en række mareridtslignende sekvenser, som symboliserer de forskellige faser og facetter i livet, og tager på denne måde publikum med på en følelsesmæssig rejse fra fødslen til døden.
LÆS OGSÅ: DYNAMO og otwn går sammen: Vil genstarte kulturjournalistikken
Dog adskiller forestillingen sig fra den typiske kronologiske fortælling, og det kan derfor til tider virke forvirrende. Det kan fremstå som en stor blanding af livsfaser og sekvenser, hvor det er svært at skelne mellem virkelighed og drømme. Men både livet og drømme er konstant foranderlige og lunefulde. Måske er det netop meningen, at vi ikke skal forstå det hele?
Flere spørgsmål end svar
Efter at have overværet Phobetor kan jeg ikke sige, at jeg forstod hvert eneste øjeblik af det, der udspillede sig på scenen. Jeg kan dog sige, at jeg var fuldstændig opslugt af stemningen og de imponerende talenter, som blev udfoldet. Jeg lod mig forføre af forestillingens surrealistiske univers, og var fanget i dens kløer fra start til slut.
Forestillingen vækker en følelse af forvirring og fascination, der stadig hænger ved mig. Phobetor formår på imponerende vis at udfordre vores forhold til frygt og mareridt, og det er en forestilling, der tager os med på en intens rejse gennem vores bevidstheds mørkeste afkroge.
