fbpx
Lisette Olesen
Journalist på Otwn
16. december 2022

I 2022 vandt Odense: Vi fik en prisregn af danmarksmestre, verdensmestre og andre vilde kåringer

artikel
 | 
Del artikel:
Lyt til artikel
Foto af:

Alt fra badminton og ost til mad og cykling har fået priserne til at vælte ned over Odense.

Når år 2022 er ved at rende ud, er det på tide at kigge tilbage på året, der gik. År 2022 har været et år, hvor Odense har fået tildelt danmarksmesterskaber, prestigefyldte priser og internationale kåringer. Du tænker måske ikke over det, når du slentrer igennem byen. Men Odense har faktisk Danmarks bedste osteforretning, den sejeste dagplejemor, en prisvindende gade samt et hav af Danmarksmestre og awardshow-vindere, som du kan være heldig at møde i byen.

Vi har samlet et overblik over prisregnen, som faldt ned over Odense i 2022.

Klingenberg Ost og Delikatesser blev i år kåret som Danmarks Bedste Ostehandler

Danmarks Bedste Ostebutik

Klingenberg Ost & Delikatesser vandt titlen "Danmarks Bedste Ostehandler" ved Mejeriprisen 2022, som bliver afholdt af Landbrug & Fødevarer. Den 125 år gamle ostebutik i Vestergade vandt i kategorien ”Private Ostehandlere”, fordi ostehandleren..."formår at udfolde mejerikategoriens mange muligheder med sit enorme sortiment af både lokale delikatesser og eksotiske oste".

Denne fine sag vandt H. C. Andersens Hus. Dette er en DASA-pris. Foto: H.C. Andersen Museum

Europamester i undervisning

H.C. Andersens Hus er fantastisk til at undervise børn og unge. Derfor vandt museet i år den prestigefyldte DASA-pris. En DASA pris er en europæisk pris, som bliver givet til museer, der er spækket med læring, viden og uddannelse. Prisen bliver uddelt ved det årlige European Museum Academy Awards, som hylder museer i EU. H.C. Andersens hus vandt prisen i år, fordi museet emmer af en helt særlig andersensk pædagogik, hvor undervisning og udstilling hænger fremragende godt sammen.

Dette område har fundet en af byggebranchens mest prestigefyldte priser. Foto: Steffen Stamp

En prisvindende bydel

År 2022 blev året, hvor Odense fik en helt ny bydel med grønne arealer, letbane og arkitektoniske lækkerier som H.C. Andersens hus. Området ved Thomas B. Thriges gade er sidenhen blevet til en prisvindende bydel. Omdannelsen af Thomas B. Thriges gade, som går under projektet Fra Gade Til By, vandt nemlig en prestigefyldt pris ved Building Award 2022. Building Awards er en pris for den danske byggebranche, som hylder innovative byggerier i Danmark. Her vandt Fra Gade Til By en projektudviklingspris, fordi området giver byen nyt liv med fokus på fremtiden og respekt for det gamle Odense. Som juryen siger.

- Projektet har samtidig fjernet den 'Berlinmur', der gennemskar købstaden, og som myldrende biler i alle døgnets timer var med til at fjerne noget af attraktionen ved H. C. Andersens by.

Bag Fra Gade til By er Odense Kommune og foreningen Realdania samt virksomheden Entasis som ansvarlig for helhedsplanen og selskabet Sweco som underrådgiver med ansvar for byrumsdesign, landskabsarkitektur og ingeniørydelser.

Letbanen binder byen sammen. Foto: otwn

En af verdens grønneste turistbyer

GDS-indeks er en global liste, som rangerer destinationer verden over efter deres evne til at arbejde med bæredygtighed på turismeområdet – fritid såvel som erhverv. I år fik Odense en 19. plads på denne rangliste, hvilket er noget af et tigerspring efter sidste års 34. plads. Forud for placeringen er alt fra Odenses infrastruktur til luftforurening blevet gransket efter i sømmene. Spørger man byens borgmester Peter Rahbæk Juel, så arbejder Odense målrettet på at blive klimaneutral i 2030.

- Der er stadig mange spændende initiativer, vi kan tage, når det gælder grøn erhvervsturisme. Odense er i Danmark den mest bæredygtige by at transportere sig til større konferencer, årsmøder og events i. Alle danskere kan på få timer med toget befinde sig i bymidten, og fra banegården på få minutter befinde sig i vores kulturhus ODEON. Derfor kommer vi til at gøre meget mere ud af mulighederne for grøn erhvervsturisme i Odense fremover, siger borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel. 

Den odenseanske duo Prisma vandt titlen "Årets Nye Danske Livenavn" ved Danish Music Award. Foto: Pressefoto

Bedste sang, bedste sangskriver, bedste orkester og bedste livenavn

Odense er bare bedst. Byen er fyldt med dygtige musikere, der høster de bedste priser. Dette blev bevist under Danish Music Award, som er den største og mest prestigefyldte musikpris i Danmark. Den odenseanske popsmed Andreas Odbjerg snuppede prisen ”Årets Danske Radiohit” for sangen ”Hjem Fra Fabrikken”, mens MØ vandt titlen som ”Årets Danske Sangskriver ” for sit arbejde med albummet ”Motordrome”. Derudover høstede den odenseanske duo PRISMA prisen ”Årets Nye Danske Livenavn”. Men det er ikke kun DMA’er, som Odense hiver med hjem. For ved den klassiske musikpris P2 Prisen vandt Odense Symfoniorkester prisen for årets album med ny klassisk. Albummet hedder Dream Catcher og er skrevet af Poul Ruders. Men den er blevet opført af byens symfoniorkester under ledelse af Sebastian Lang-Lessing samt den danske akkordeonvirtuos Bjarke Mogensen.

Dagplejer Lisbeth Pedersen bliver hyldet ved Generation Food Award som en særlig dagplejemor. Foto: Pressefoto

Prisvindende dagplejemor

I Odense er Lisbeth Pedersen er en helt særlig dagplejemor. Hun giver nemlig børnene nogle bæredygtige madvaner. I år vandt hun derfor prisen og titlen "Årets Madsjæl" ved Generation Food Award. Generation Food Award er Arla-mejeriets egen pris, som hylder personer, der giver børn og unge sunde og bæredygtige madvaner.

Lisbeth vandt prisen og titlen, fordi hun involverer børnene i alt fra grønsagsdyrkning til hjemmelavede indkøbssedler. Aktiviteter, som gør børnene bevidste om madspil såvel som bæredygtighed fra en tidlig alder.

Odense Håndbold er Danmarksmestre. Foto: Odense Håndbold

De gyldne Danmarksmestre

Odense Håndbold er nogle seje damer. To år i træk er de blevet kåret som Danmarksmestre. I år vandt de DM-guld imod Team Esbjerg. En kamp, der var fyldt med drama og spænding. Resultatet blev nemlig 25 – 24, så DM-guldmedaljerne endte med at hænge om Odense-spillernes halse.

Verdens bedste batmintonspiller. Foto: Pressefoto

Verdens bedste badmintonspiller

VM-guld, EM-guld, OL-bronze og OL-guld i herresingle. Badmintonspiller Viktor Axelsen har igennem tiden kæmpet sig til et hav af priser. År 2022 blev året, hvor Viktor Axelsen blev rangeret som verdens bedste badmintonspiller. Og det er måske ikke så mærkeligt, når badmintonspilleren alene i år har vundet VM, EM, World Tour Finals, All England, Indonesia Masters, Indonesia Open, Malaysia Open og French Open.

Amalie Winther Olsen er et lyn på en cykelbane. Hun vandt i år Danmarksmesterskabet i cykel-disciplinen scratch.

Danmarks hurtigste cykelryttere

På cykelbanen har Odense nogle af Danmarks hurtigste damer. I år vandt cykelrytter Amalie Winther Olsen Danmarksmesterskabet i scratch. Dette er en disciplin, hvor det handler om at komme først over målstregen og hapse flest omgange i ringen. Derudover vandt Karoline Hemmsen Danmarksmesterskabet i at cykle 500 meter på tid. Tiden var på 38,491 sekunder.  

Anton Pottegård vandt en prestigefyldt pris for sin forskning, hvor han undersøger lægemidler og deres bivirkninger. Foto: Privat

Prestigefyldt forskning

Syddansk Universitet er spækket med prisvindende viden. Professor og klinisk farmaceut Anton Pottegård modtog i år 2022 den prestigefyldte Eliteforsk- pris fra Uddannelses- og forskningsministeriet. Anton forsker i lægemidler og deres bivirkninger. Han modtog Eliteforsk-prisen for den innovative måde, han bruger et omfattende datasæt til at forberede sikkerheden for lægemidler, så patienter fremover skånes for alvorlige bivirkninger.

En anden professor, der har vundet priser for at genere en viden, der forbedrer vores sundhed er Søren Thorgaard Skou. Han forsker i slidgigt – det man på latinsk kalder Artrose. I år modtog han prisen ’Rising Star Award’ ved en ceremoni i Berlin for sit arbejde med at evaluere effekten af træning og motion samt at implementere forskning i praksis ved at lave ”Godt Liv med Artrose i Danmark” (GLA:D). GLA:D giver træning til gigtramte samt underviser fysioterapeuter i at træne gigtramte. En træning, der er videnskabelig dokumenteret igennem Sørens forskning.

Spændende relaterede artikler

Verdens største Cobot Hub er åbnet - i Odense
 | 
For knap en uge siden stod det nybyggede Teradyne hovedkvarter klar til at huse verdens førende robotvirksomheder Universal Robots og....
Malte vil være den grønneste og mest bæredygtige måde at opleve high-end dining i private omgivelser
 | 
Kender du det, at du virkelig gerne vil have noget lækkert mad, men du gider ikke selv lave det? Nu kan odenseanske Malte Bjerring give dig netop det, hjemme hos dig selv.
Stoffer, svigt og misbrug: Johnny fik aldrig de nødvendige værktøjer til at lykkes
 | 
Det starter og slutter hårdt for 60-årige Johnny, der har gennemlevet lidt af hvert i sit liv, men heldigvis ser han mod bedre tider.
artikel
 | 
For knap en uge siden stod det nybyggede Teradyne hovedkvarter klar til at huse verdens førende robotvirksomheder Universal Robots og....