”Edward… Edward… EDWARD!” råber den almægtige konge, som ikke kan forstå, at det kan gå SÅ langsomt, før hans håndlanger svarer. Kongen kigger på Edward med et smil, der passivt aggressivt siger ”SPIL!”. Til lyden af sin håndlangers trompetspil kan kongen endelig rulle sit røde tæppe ud, så han kan komme videre.
Ved stykkets begyndelse er der et scenetæppe, der rør på sig. Pludselig bevæger der sig en hånd frem. Den prøver ihærdigt at få fat på en af de tre grønne kvaster, der hænger fra loftet. Efter flere mislykkede forsøg får den endelig fat i en og trækker. Lyden af en højtidelig klokke ringer, tæppet føres til side, og ejerens hånd træder frem. Kongen. Der er ingen mangel på selvtillid, da han går ind i spotlyset, og hans selvtilfredse smil fylder hele salen ud som cremen gør det i en medalje. Den mægtige konge ruller en lang, rød løber ud, så han atter kan begå sig på de dødeliges jord.
Den selvglade konge spilles af den newzealandske artist Tryge Wakenshaw. Han har i to år trænet på cirkusskolen CircoArts i New Zealand og to år på den fysiske teaterskole Lecoq i Frankrig. Monckton er desuden selv medstifter af det fysiske teater, Kallo Collective, der står bag produktionen af stykket ”The King of taking - in essence”.
Stykket lagde op til, at publikum selv kunne medbringe en gave til kongen, som han ville åbne op undervejs. Dette gav Monckton anledning til at kunne improvisere, hvilket gav et ekstra element til showet. Når kongen bevægede sig ned ad den røde løber - for ellers kunne han jo ikke komme hen til gavebordet - så gjorde han det med den største selvhøjtidelighed og med løftet hoved og øjenbryn. Hans promenade-gang blev klædt på af kroningsmusik, som er meget sammenligneligt med det, der blev spillet til Kong Charles kroning for nylig. Kongen prøver undervejs ihærdigt at stige op på sin egen trone, men den må erkendes uværdig til ham.
Der bliver leget med lyden - som er designet af Rosie Langabeer, Gerard Crewdson og Caspar Monckton - når kongen prøver at bevæge sig uden for slottet og hen til sit gavebord. Lyden går i kontrast med den guddommelige kroningsmusik, da der pludselig kan høres stemmer fra pøblens normale liv, som foregår uden for kongens ego. Kongen bliver først forskrækket, idet han bliver eksponeret for livet uden for slottets mure og skynder sig tilbage til sin røde løber, hvor den guddommelige musik spiller igen. Herefter følger et komisk eksperiment, hvor kongen med alle sine lemmer - og jeg mener alle lemmer - skal teste, hvordan musikken ændrer sig, når han bevæger sig ud for den røde løber. Han finder dog til sidst en ny rød løber, så han sikkert kan befærde sig hen til sit overdådige gavebord.
Moncktons styrke kommer især frem, når han interagerer med sit publikum. Her er det alt fra at anerkende en publikummers gave til ham til at skyde med en vandpistol på dem. Denne interaktion med publikum løfter forestillingen op til et højere niveau og gør, at man føler sig inkluderet i en ret egoistisk fortælling. Jeg har de varmeste anbefalinger til ”The King of taking - in essence”.
