I en mærkværdig sammensætning af pastelfarver, finurlige rekvisitter, tryllekunstnerier og akrobatik inviterer kompani Giraff publikum med på en eventyrlig rejse til det ukendte landskab ’Kiseldalen’.
I ’Kiseldalen’ vækkes børnenes nysgerrighed og fascination, når jonglørerne Petter Wadsten og Nelli Kujansivu i et rytmisk flow og med koreografisk præcision får bolde, sko og ringe til at svæve gennem luften. De akrobatiske bevægelser udføres med en legende lethed og det er svært at få øjnene fra dem. Især når Nelli Kujansivu jonglerer 4 bolde med fødderne og sit hoved nedad.
Hver eneste genstand udgør en vigtig del af fortællingen, og det får børnene til at spærre øjnene op og følge med i alle de spændende detaljer. Det føles som at være hovedpersonen i et H.C. Andersen eventyr, hvor objekter besjæles og tager liv i en fantasifuld fortælling.
Men det er ikke kun jonglørernes tekniske kunnen, der fanger publikums opmærksomhed. Deres legesyge tilgang vækker også fantasien og opdagelysten, når de bruger rekvisitter til at skabe illusioner af umenneskeligt lange arme og ben. Det er velfungerende nonverbal komik og ganske medrivende.
Akrobatik, talent og koreografi bærer dog ikke forestillingen alene.
Kostumerne, lyssætningen og musikken er ligeledes med til at skabe en helt særlig stemning, der pirrer børnenes nysgerrighed og interesse. Kostumerne er mærkværdige og pastelklingende, hvilket giver associationer til en form for sci-fi børnefjernsyn. Det hele kombineres med en betagende lyssætning og musik, der gør oplevelsen af 'Kiseldalen' endnu mere eventyrlig, fortryllende og betagende.
Kompani Giraff formår at skabe en verden og en fortælling, hvor kun fantasien sætter grænser. Et fortryllende univers, der udspringer fra et barns umiddelbare, ubekymrede og nysgerrige tilgang til livet. Jonglørerne og deres finurlige rekvisitter samt kostumer, lyssætning og musik giver forestillingen en betagende æstetik og gør ’Kiseldalen’ til en helt unik oplevelse.
Julius studere på UCL og er på nuværende tidspunkt i gang med et praktikforløb hos Tokerød +, hvor han sidder som UX-designer og laver flotte mock ups. I hans fritid bruger han blandt andet sin tid på at tegne skæve illustrationer