- Du kan komme i praktik i en børnehave, da vi har en formodning om, at der ikke går lang tid, før du kommer i fængsel igen.
Sådan lød svaret, da Allan spurgte, om han ikke kunne få lov til at læse til socialpædagog efter sin afsoning. Han havde studeret i fængslet og manglede blot et par fag, så han kunne læse videre til socialpædagog, da han havde et brændende ønske om at hjælpe unge mennesker ud af kriminalitet. Men svaret fra socialrådgiveren var klart og tydeligt. Et kæmpe nej. Det er ikke første gang, at Allan oplever at blive afvist på grund af en plettet straffeattest. Det er han faktisk blevet det meste af sit liv.
56- årige Allan er ikke den eneste person, der oplever, hvordan fordommene hagler ned og dørene bliver smækket i, når straffeattesten er plettet. Det fortæller Café Exit i Odense, der i år har jubilæum. Igennem 10 år har den lille café i Nørregade hjulpet et hav af mennesker til et liv uden kriminalitet.
Et nyt liv
Begår du en voldsom forbrydelse, straffes du med friberøvelse.
- Du bliver ekskluderet fra samfundet i en afmålt tid. Når den tid er gået, har du udstået din staf og du kan komme videre med dit liv. Det er tanken med fængselsstraffene i Danmark. Men sådan er virkeligheden ikke. Folk fastholdes i de kriminelle mønstre,
fortæller Kristian Sejersen, der er socialkoordinator i Café Exit i Odense.
Ifølge Danmarks Statistik begår to ud af tre løsladte ny kriminalitet indenfor de første to år efter deres løsladelse. Dette mønstre ville en flok ildsjæle fra Sankt Hans Kirke ændre. Derfor valgte de at starte Café Exit i Odense.
Café Exit er kendt fra København, hvor caféen startede i år 2007 som et initiativ fra Fangekoret og en flok fængselspræster. Sammen havde de en mission om hjælpe indsatte og tidligere indsatte til et liv uden kriminalitet. Missionen blev til Café Exit, der i dag tilbyder indsatte og tidligere indsatte gældsrådgivning, træning i fængslerne, terapi, uddannelsesvejledning, familiestøtte, fællesskaber og foredrag med kulturelle indspark og meget mere. En bred pallette af tilbud, som skal hjælpe brugerne med at gå fra indsatte til værdsatte.
- Vælger man eksklusion som straf, så vælger man også inklusion som en afslutning på straffen. Den mangler bare i samfundet. Fx skal du selv betale sagsomkostningerne for din straf. Indsatte med lange domme har derfor ofte en kæmpe gæld. Får de et arbejde, tager Gældsstyrelsen af lønnen, så de får, hvad der svarer til kontanthjælp. Derudover har mange svært ved at finde et arbejde og blive en del af samfundet, da der er en masse fordomme fyldt med det at have pletter på straffeattesten, lyder det fra Kristian.
Disse fordomme kender Allan kender alt til. Alt for mange gange har han stået foran de gitrede vinduer og de høje pigtrådsbeklædte mure med en sort sæk i hånden. Sækken rummer kun få ejendele, mens hovedet er fyldt med fortvivlelse.
- Du kommer ud til ingenting. Du er ikke kriminel mere. Du er ikke stofmisbruger mere. Men du hører ikke til samfundet, fordi mange ikke vil have noget med straffede personer at gøre. Hvad gør man så? Man går tilbage til det kriminelle miljø, hvor man kom fra. Et eller andet sted så ved du inderst inde godt, at det er et spørgsmål om tid, før du kommer ind at sidde igen, fortæller Allan, der har siddet i fængsel en stor del af sit liv.
Allan er født og opvokset i et arbejderkvarter på Vesterbro, der for halvtreds år siden var spækket med værtshuse, slagsmål og ballade. Efter utallige slag fra mobning og diverse drillerier søgte han trøst i hash. Men hashtågerne smed ham ud af skolen, og sammen med nogle venner begyndte han at lave indbrud og røverier. Jagten på adrenalinkicket og de hurtige penge voksede, mens stofferne blev stærkere og pletterne på straffeattesten formerede sig. Hurtigt blev opholdene i spjældet længere, selvom Allan havde et ønske om at komme ud af den kriminelle løbebane. Både før og efter sine fængselsophold har han været igennem et hav af forskellige forsøg på udredninger. Men det har alt sammen været håbløst.
- Hver gang jeg er kommet ud, har jeg skulle arbejde sammen med en masse misbrugere og alkoholikere fra det miljø, jeg kom fra. Det er jo ikke optimalt. Jeg kunne ikke få lov til at læse videre og komme videre med mit liv, lyder det fra Allan, der fortsætter
- Jeg har en formodning om, at hvis jeg havde kendt Café Exit dengang, så var det ikke gået så galt, som det gjorde, lyder det fra Allan, hvis liv blev ændret på et splitsekund i år 2007.
En ny familie
Allan forelskede sig nemlig i en smuk kvinde. Hun var fanget i økonomiske vanskeligheder, hvilket var et problem Allan ville løse med et røveri. Den dag i dag ville han aldrig nogensinde have valgt sådan en løsning. Men i år 2007 var kriminalitet en så stor del af Allans hverdag, at et røveri var den eneste udvej, han kunne komme i tanke om.
Med en masse amfetamin og alkohol i kroppen lykkedes røveriet. Allan fik pengene. Men da han skulle gemme sig et sted for politiet, søgte han ly i en tilfældig lejlighed, hvor der boede en dame. Da han ville forlade boligen igen, rev damen fat i ham. Han havde en kniv i hånden og pludselig gik alt i sort. 15 års fængsel. Selvom stofferne hurtigt blev lagt på hylden, kom angsten og depressionen buldrende.
- Efter har jeg været indlagt med depression og fået elektrochok, fordi jeg simpelthen er bange for at gøre et menneske fortræd igen, fortæller Allan.
En dag da Allan var omfavnet af mørke tanker, kom en mentor fra Café Exit forbi fængslet. Hun spurgte ham, om han ikke havde lyst til at komme forbi deres kultureftermiddag i caféen i Odense, hvor der var kaffe, kage og underholdning. En idé Allan ikke var meget for, da ordet klingede af mange mennesker og mange fordomme. Men han besluttede sig alligevel for at lade sig overtale. Han kunne jo altid smutte efter kaffen. Men det endte med, at han blev.
- Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så normal. Der bliver ikke skælvet til mig og man skal ikke præstere noget hos Café Exit. Det er et af de få steder, hvor jeg føler mig tilpas. Når man sidder med en dom på 15 år, er det rigtig svært at møde nye mennesker, for hvad svarer du lige, når folk snakker om, hvad de laver på arbejdet?, lyder det fra Allan.
Café Exit nok et af de få steder i landet, hvor man ikke stiller spørgsmålene ”hvad laver du?” og ”hvor bor du?” I stedet møder du en masse mennesker. Nogle er indsatte, nogle har siddet i fængsel og nogle har ikke engang en plet på straffeattesten, fordi de er frivillige i caféen. Uanset hvad du har lavet i din fortid, så er du kun det menneske, du er i caféen. Men selvom de kriminelle handlinger ikke er i fokus, når man sidder omkring bordet, så kan man jo godt undre sig over, hvorfor man skal hjælpe mennesker, der har gjort andre folk fortræd.
- Hvis det er et ansigtsløst menneske, man skal forholde sig til, så er det nemt at være kategorisk. Men når man taler med dem, kigger dem ind i øjnene… ja, så er det svært. Selvom du har begået kriminalitet, så er du stadigvæk et menneske, der skal have en chance for at vende tilbage til samfundet, forklarer Kristian, mens Allan fortsætter:
- Jeg forstår godt folks retfærdighedssans. Man tænker, at kriminelle bare skal lukkes inde og at nøglen skal smides langt væk. Men før eller siden kommer vi jo ud, og så skulle vi jo gerne være blevet bedre mennesker, og det hjælper Exit hjælpe os med, fordi vi føler os værdsatte som mennesker hos dem. Faktisk er Café Exit blevet min bonusfamilie, afslutter Allan.
Udover at deltage i caféens sociale arrangementer, så bruger Allan også caféens mentorer og terapeuter, der hjælper ham med at bearbejde fortiden og at se lyst på fremtiden. Når Allan kommer ud af fængslet, vil han være frivillig i caféen. Lige nu er han caféens kok. Men han hjælper også studerende, der kommer i caféen for at lave interviews til deres opgaver om kriminalitet.
For selvom caféen hjælper indsatte og tidligere indsatte med at etablere et liv uden kriminalitet, så er caféens brugere også med til at skabe et liv for de indsatte. Mange brugere bliver nemlig frivillige i caféen og en del bliver ansat efterfølgende.
Så selvom caféen ligger lidt skjult i Odense, så har gjort forskel for Allan og caféens gæster. For den almindelige odenseaner forbliver Café Exit nok lille og nærmest usynlig i gadebilledet. Men i fremtiden fortsætter caféen med at få de indsatte til at føle sig værdsatte ved at hjælpe dem til et nyt liv uden kriminalitet.