GUIDE: August er spækket med festivaler, der hylder alt fra punk til poesi.
Selvom coronavirus har lukket ned for mange af landets store festivaler, så er august spækket med et hav af af festivaler.
Festivaler, der dyrker sin egen niche på et højt plan. Og der er mange af dem. Vi vil faktisk vove at påstå, at der er en festival for enhver smag.
Odense har nemlig festival til dig, hvis du…
elsker film
Fra den 30. august til den 5. september hylder Odense filmkunsten, når OFF fyrer op for deres internationale filmfestival ved Brandts Klædefabrik. Ugen byder på et hav af arrangementer, hvor du udover at se en masse film, kan møde skuespillere, instruktører og andre filmfolk. Udover at OFF er Danmarks største og ældste kortfilmsfestival, så er den også en af de få oscarkvalificerende filmpriser i verden. Festivalen er nemlig også en prisuddeling, hvor vinderne af awarden bliver kvalificeret til det store internationale Oscar-show samt EFA og Robert Prisen. Se festivalprogrammet og find billetter her
Er pjattet med podcast og lydbøger
Hvis du elsker podcasts og lydbøger, skal du med garanti tjekke byens nye festival ud.
Fra den 13 – 15. august fylder byens nye festival, Lytteoplevelser i O-town, Odense med lytteoplevelser. Festivalen er gratis. Du deltager ved at møde op på udvalgte steder med et par hørebøffer og en smartphone. Oplev hvordan Sankt Knuds Kirke, Odense Havn, Eventyrhaven mm. bliver tryllet om til magiske steder, når du sammen med festivalgæsterne lytter til de dramatiske fortællinger. Se festivalprogrammet her.
Headbanger til punk, metal og hardcore toner
så har Odense faktisk hele 3 fester i august, som du sikkert vil elske. Den ene er dog så populær, at den desværre er udsolgt. Der er tale om punk- og hardcorefestivalen Ilter på Teater Momentum. Fik du ikke reddet billetterne, så har vi to andre head-banger-oplevelser. Garagefæst og Cirkus Metal. Cirkus Metal er Danmarks første og eneste metalcirkus, hvor cirkus, teater og metalmusik møder hinanden i en dyster forestilling. Festivalen bliver normalt afholdt i Odense. Men i år finder du cirkusteltet i Ringe den 13. – 15 august. Se festivalprogrammet og find billetter her.
Er du mere til punk, så skal du tjekke byens punkbrag ud ved Kansas City den 14. august. Her holder Garagefæst en gratis en-dagsfestival med punk, spåkoner, badeænder og andet gøjl. Festen er gratis. Se programmet her her.
Er forelsket i poesi
Med Spoken Word Festival hylder Odense ord i alle mulige afskygninger. Oplev storytelling, rap, comedy, poetry, lyrik, musik og meget mere, når festivalen løber af stablen den 18 – 28. august. Temaet ved dette års festival er Utopi/ Dystopi. Se festivalprogrammet og find billetter her.
Er pjattet med planter
Den 19- 22. august bliver Odense Centrum tryllet om til et blomsterparadis, når Odense Blomsterfestival folder sig ud i Odenses gader . Festivalen er gratis at besøge og byder på et væld af kreative blomster og planteudsmykninger. Odense Blomsterfestivalen er en del af H.C. Andersen Festivalen, der også løber af stablen i august. Se festivalprogrammet her.
Er tosset med H.C. Andersen
så skal du til festivalen, der hylder forfatteren og de mange eventyr, han skrev. Fra den 22. – 29. august bliver Odense eventyrlig, når H.C. Andersen festivalen fylder byen med kunst, teater, musik, mm. Se festivalprogrammet og find billetter her.
Er vild med cirkus
så skal du uden tvivl forbi havnen. Fra den 4. – 7 august er Odense Havn forvandlet til en stor cirkusmanege. Byens arbejdsplads for cirkusartister, Dynamo, laver nemlig en cirkusfestival, hvor du kan opleve cirkus, som du med garanti aldrig har oplevet før.
Cirkus Dynamo tager nemlig cirkus med ind i nutiden med scenekunst, hvor teater, akrobatik og skuespil er en del af forestillingerne. Se festivalprogrammet og find billetter her.
Trænger til et par glas rosévin
Odense har vores helt egen roséfestival, hvor du kan smage rosévin i alle afskygninger. Den 7. august bliver rosévinen fejret med sin helt egen festival i Ansgar Anlæg med lækker mad og stemningsfuld musik. Se festivalprogrammet og find billetter her.
Dyrker feminisme
Debat, workshops, koncerter, foredrag, kunst…ja du kan sågar få foreviget dine bryster på en t-shirt. Femi Festival er en 3 dages festival, der kærtegner feminisme, køn og kultur. Du kan opleve festivalen på Ungdomshuset. Men festivalen er også at finde andre steder i byen eks. Musikhuset Posten og Nordatlantisk Hus.
Se festivalprogrammet og find billetter her.