I næste uge står den på vinterferie, og Odense byder på en masse sjove aktiviteter, der gør ferien alt andet end kedelig. Ugen byder på alt fra cirkusforestillinger og fodtennis til smagfulde spiseoplevelser og yoga. Vi har samlet en guide med aktiviteter til børn, familier og voksne, der skal nyde vinterferien i byen.
Fastelavn er mit navn…
I løbet af hele uge 7 slår ODEON dørene op til indendørs aktiviteter i deres hyggelige café, som de omdanner til et kreativt værksted. Her kan børn i alle aldre slippe fantasien løs, når der skal klippes fastelavnsmasker, laves fastelavnsris og males på sten. Der er sørget for fjer, karton, glimmer, grene og tuscher i alle farver, så det er blot at tage plads og få nogle hyggelige timer sammen.
Hvor: Café ODEON Social
Hvornår: mandag d. 13. feb. – fredag d. 17. feb. kl. 11-16
Pris: Gratis
Oplev cirkus i vinterferien
I Rosengårdcentret får du en på opleveren, når Enoch’s Cirkus Show indtager Torvet med en sjov forestilling for hele familien. Cirkusartister fra hele verden vil underholde med jonglering, ét hjulede cykler, akrobatik og klovnerier, der får jer til at grine. Rosengårdscenteret anbefaler, at man kommer i god tid til forestillingerne.
Hvor: På Torvet i Rosengårdcentret
Hvornår: mandag d. 13. feb. – søndag d. 19. feb. kl. 11:00, 14:00 & 17:00
Pris: Gratis
Biografkoncert for hele familien
Kom med, når Sigurd Barrett sammen med guitaristen Eskild Dohn spiller live-koncert i Nordisk Film Biografer i Odense. Koncerten er baseret på bogen ”Sigurd fortæller om Naturvidenskab”. Læn jer tilbage i sæderne og oplev fantastiske film på det store lærred, imens Sigurd tager jer med på en musikalsk rejse ud i rummet, ind i kroppen og tilbage til dinosaurerne.
Hvor: Nordisk Film Biografer Odense
Hvornår: lørdag d. 18. feb. kl. 11:00 & 13:00
Pris: 125 kr. pr. billet
Til de aktive
Er du, eller en du kender, vild med at spille bold? Så kom med, når Fodtennis Danmark og Odense Boldklub inviterer til åben træning med fodtennis for alle. Dagen byder på en introduktion til sporten og træning med Nikolaj Hansen, der spiller på landsholdet i fodtennis. Hvis du tør, så kan du allerede nu tilmelde dig et stævne på dagen, så du kan vise, hvad du kan.
Hvor: Odense Boldklub
Hvornår: mandag d. 13. feb. kl. 12
Pris: Gratis
Love is in the air
Er du til røde roser, sød musik og romantik? Vi kommer ikke udenom, at Valentines dag ligger i vinterferien. Hvis du gerne vil fejre kærligheden lidt ekstra, så besøg Storms Pakhus, der inviterer til kærlighedskoncert med Jon Bjarnason Trio. Gå på opdagelse i de mange boder i pakhuset, og nyd lidt lækkert til ganen, mens bandet spiller op med lækre kærlighedssangen krydret med masser af saxofon.
Hvor: Storms Pakhus
Hvornår: tirsdag d. 14. feb. kl. 18-20
Pris: Gratis, men kræver bordreservation
Spis dig gennem vinterferien
Uge 7 byder på udsøgte spiseoplevelser, når nogle af byens bedste restauranter står klar med smagfulde serveringer til skarpe priser. I år kan du både booke bord gennem konceptet Dining Week og konceptet VinterGourmet, der hver har samlet en række restauranter og lavet en skarp pris på en sammensat menu. Booker du igennem Dining Week, så kan du f.eks. opleve en skøn tre-retters menu til 250 kr. hos enten Brasserie Bordeaux eller Restaurant mam. Booker du gennem VinterGourmet, så kan du f.eks. bestille bord hos Ribelli og spise dig igennem fem serveringer for kun 410 kr.
Hvor: Byens bedste restauranter
Hvornår: Uge 7
Yoga for de tørstige
Kan man kombinere yoga og cocktails? Ja! Kom selv og oplev det, når Storms Pakhus inviterer til Bramble-yoga i vinterferien. Instruktøren guider dig gennem 45 minutters yoga, hvor du både får strækket kroppen og stillet tørsten. Det bliver en sjov og anderledes yoga-time, hvor alle kan være med uanset niveau.
Hvor: Storms Pakhus
Hvornår: torsdag d. 16. feb. kl. 17
Pris: 99 kr. inklusiv to styks Bramble
Og de tørstige, der ikke er til yoga…
… kan tage til ølsmagning på Anarkist Beer & Foodlab. Dørene åbnes til ølsmagning med Kasper Brew CO., der tilbyder fem til otte øl og fortæller om øllets historie og bryggeriet. Der er garanti for spændende smagsoplevelser og nogle hyggelige timer. Så er du frisk på at bruge en aften i vinterferien på at smage gode øl, så tag en makker med under armen og få en god oplevelse.
Hvor: Anarkist Beer & Foodlab
Hvornår: torsdag d. 16. feb. kl. 19
Pris: 137 kr. inkl. billetgebyr