Nede på Oluf Bagers Plads 2 ligger en butik & showroom for virksomheden Le Klint. En virksomhed, der har en lang og stolt Odense-tradition, som måske ikke alle kender til. For selvom tæt på alle danskere formentlig har set en eller flere lamper fra mærket Le Klint, så er det måske de færreste, der egentlig kender historien bag.
Historien starter helt tilbage i år 1900, hvor P.V. Jensen-Klint folder den første lampeskærm til en olielampe. Men vi skal helt frem til 1943, før virksomheden etableres af hans søn, Tage Klint – med skærm produktion på Sverigesgade i Odense. Derfra tæller vi nu 80 lange og stolte år som producent af lamper i solide, holdbare materialer, designet i Danmark, produceret i Danmark, solgt i Danmark.
- Historien startede i Odense, og vi har i sinde at den skal fortsætte her i mange år endnu. Vi er her på Fyn, og det er vigtigt for os at fortælle folk, at vi er stolte af at være herfra og være hvor vi er. For vi har nogle stærke værdier, som vi ikke vil gå på kompromis med, og det er blandt andet, at vores produkter skal produceres lokalt, fortæller direktør Kim Weckstrøm til otwn og uddyber:
- Flere af metaldelene produceres i Odense N, andre dele laves i Skamby lige uden for Odense, vores træmaterialer kommer fra Davinde Savværk, skærmene produceres i vores egen produktion og så samles lamperne også derude i Odense N, hvor administrationen også holder til.
Det er vigtigt for Kim, at Le Klint har bæredygtighed i fokus. Og det er blandt andet også derfor, at de holder produktionen så tæt på som muligt, så de hele tiden har styr på, hvordan tingene produceres og af hvem.
Men selvom historien er vigtig for både virksomheden men også Kim personligt, markerer den nye butik og showroom i den nye bydel også en ny og moderniseret fremtid for Le Klint.
I dag drives virksomheden af administrerende direktør Kim Weckstrøm Jensen, der til august har arbejdet i virksomheden i 25 år.
- Så jeg er ved at have overstået min prøvetid, siger Kim med et smil med en hentydning til, at der intern i virksomheden bliver lavet sjovt med, at man ikke bliver taget seriøst, før man har været ansat i 25 år, fordi virksomheden igennem alle 80 år har haft tradition for, at de ansatte bliver hængende meget længe.
Hans far har været sælger i Le Klint, og det var den vej, at den tidligere ledelse fik øjnene op for Kim.
Kim har ingen skoleuddannelse, men har både været i militæret, ansat i turistbranchen samt boet og arbejdet i Norge i 12 år. Han blev ansat i virksomheden tilbage i 1998 i forbindelse med et planlagt generationsskifte i virksomheden, hvor han i tre år blev oplært og sat ind i virksomheden, så han i november 2001 kunne overtage posten som direktør, hvilken han har besiddet lige siden.
- Stifteren af virksomheden, Jan Klint, havde inden sin død i 1989 lagt en plan for, hvilken type, der skulle stå i spidsen for virksomheden og føre den videre ud i fremtiden. Og da den daværende direktør godt vidste, at det var tid til at give stafetten videre, hev de fat i mig, fordi jeg passede ind i den profil, de ledte efter, siger 57-årige Kim Weckstrøm.
Kim kom blandt andet ind i virksomheden for at se på, hvordan de kunne udvikle deres produkter yderligere samt starte en indsats på øget eksport til udlandet.
- Nu har vi både været igennem en finanskrise, corona, øget inflation og senest en krig. Det ændrer meget på markedssituationen, hver gang der sker noget så markant, som særligt de ting, men vi er altid kommet stærkere tilbage, selvom det har været hårdt og dyrt for os. Så vi har måtte tilpasse os på forskellige måder, og vi arbejder stadig på, hvordan vi kan øge eksporten til udlandet, men er også begyndt at se på, hvordan vi kommer tættere på vores kunder herhjemme i Danmark og får dem med bag processen, så de hele tiden ved, hvordan det står til med den lampe, de har købt, forklarer han.
For det kan være svært at drive en virksomhed drevet 100% i Danmark. Det er også derfor flere og flere virksomheder outsourcer det til andre producenter i udlandet. Men Le Klint har holdt sig oven vande og går altid igennem svære tider med mottoet: Se det fra den lyse side.
Med sig på rejsen har han også sin kone, Isa Dawn Whyte Jensen, der er brand manager og kreativ chef i virksomheden og arbejder med alt det kreative og visuelle. Det er blandt andet hende, som har indrettet butikken, sørger for photoshoots, kataloger, grafik og ellers bare alt omkring den visuelle identitet for virksomheden. Derudover er det også hende, der står for Le Klints ”Love and light project”. Et projekt, som er inspireret af det klassiske flettede julehjerte. Det har Isa fået designet som en lampe, og ved køb af lampen støtter man en masse forskellige projekter.
Når hun ikke arbejder hos Le Klint, så har hun et lille galleri nede på havnen, hvor hun udstiller Kims værker, og så er hun jazzsangerinde.
- Jeg mødte Kim tilbage i 1999, da jeg var på tourné i Sydkorea, og så var det som om, han bare blev ved med at poppe op rundt omkring. Derfor kom jeg til Danmark og har nu boet her i Odense i mange år med ham. Det har selvfølgelig taget lidt tid at vænne sig til det hele, men jeg synes både at jeg har lært at elske Odense, og at byen også har udviklet sig til at være mere international, hvilket tiltaler mig meget siger Isa til otwn.dk.
Hun glæder sig blandt andet over byens seneste udvikling med nogle højere og større bygninger, letbanen og at der kommer flere internationale studerende til byen på de forskellige uddannelsesinstitutioner.
- Vi har fået vores nye showroom og butik hernede på Oluf Bagers Plads, og vi synes lokationen er helt perfekt til vores forretning. Det er det helt nye look, som Odense har fået, og vi mener, at det er her, Odenses fremtid, og dermed Le Klints fremtid, ligger, fortæller Isa.
Så du kan komme ned og opleve og se deres smukke lamper, nærmest håndlavet lige her i Odense, på deres nye lokation alle uger fra tirsdag til lørdag.
Julius studere på UCL og er på nuværende tidspunkt i gang med et praktikforløb hos Tokerød +, hvor han sidder som UX-designer og laver flotte mock ups. I hans fritid bruger han blandt andet sin tid på at tegne skæve illustrationer